Forfatteren til dette indlæg har skrevet med både hjerte, hjerne og krop.  Teksten her er skrevet “indefra og ud”. Som læser får du sansninger, refleksioner, følelser og handlinger. Du får også et unikt indblik i, hvordan voldsomme barndoms traumer kommer til udtryk. 

Læs teksten med et åbent sind, for den rummer mange lag.  Der er megen smerte. Der er samtidig en livskraft og et håb, som lyser kraftigt. Selv når det indre kaos hersker. 

Du får hjælp til at finde rundt i teksten med de små overskrifter og indledninger.  Den kræver at du investerer lidt tid og kræfter på at læse den fuldt ud.  Men du bør ikke snyde dig selv, for dette unikke indblik.  God læsning!

Vejen tilbage – kan være vejen frem

Et løfte til mig selv: Som 18-årig lovede jeg mig selv, at mit liv skulle blive bedre. Set udefra var alt tilsyneladende idyllisk. Indeni var der kaos. Jeg fandt ud af, at jeg søgte fred med mig selv. Det ønske blev min ledetråd og dagsorden for min proces. Et hvert valg, der kunne lede i den rigtige retning var derfor let at træffe. Det var som en kompromisløs-retnings-giver styrede mine skridt.

Fortiden rækker ind i nutiden: Min baggrund er mange barndomstraumer, hvor jeg har splittet tanker fra følelser og krop, men også splittet op i flere delpersonligheder. I begyndelsen præsenterede delpersonlighederne sig som skyggeskikkelser, i og udenfor kroppen. Det er svært at skrive, for mine almene tilstand er altid lidt dissocieret. Kun i ene-rum med farver og tastatur eller i terapi, kan (alle) de forskellige sider få lov at komme frem. Det er let at føle sig som løgner, fordi det ansigt mennesker kender mig under er “kontrollørens”  beskyttende maske. Kontrolløren er som et magisk spejl.  Et magisk spejl som altid viser, det andre vil se. Udad til dygtig, smilende og kvik i replikken – “Skræmt fra sans, men ikke fra vid”. Usynlig, så ingen opdager at jeg er en fredløs, et forkert, ikke-menneske og ikke helt normal. Usynlig ved altid at vise det ansigt andre ønsker at se, et effektivt skjul!

 

De fire indre – indre repræsentanter af psykiske tilstande.

Forestil dig at alle vores oplevelser, erfaringer, følelser, tanker og handlinger er knyttet til forskellige indre repræsentanter.  Forskellige delpersonligheder.  I nogle terapeutiske retninger kaldes disse “ego-states”.  Forfatteren bruger betegnelsen “skyggeskikkelser”. Forfatteren beskriver dem også som de “indre”. 

I det kommende møder du fire delpersonligheder.  De er alle udviklet under/efter de traumatiske hændelser. De fire delpersonligheder bærer navnene: Kontrolløren; Den 9. måneders; Den gode og den onde tvilling.

De fire indre: De fire “indre” lever i fortid. Kun ved åben kontakt med mennesker i dag, begynder de måske at ændre sig. Deres adfærd har ændret sig, i takt med den voksnes evne til at rumme og acceptere.

  1. Kontrolløren:  Er spejlet, skjoldet og fangevogteren. Perfektionistisk kontrollerer hun, at intet forkert, at intet unormalt kommer til syne. Angst holdes i kort snor, trangen til (selv)destruktion holder hun i lænker. Alt holdes i balance – intet overdrevet – hverken mad eller ikke-mad – må opdages. Den voksne forsøger at forklare kontrolløren, at hendes rolle skal ændre sig. Men det er svært at forstå, at verden i dag er anderledes: at overgreb, tortur og mishandling er i noget, der kaldes fortid. For kontrolløren og de andre har levet i “stivnet tid”. Til trods for at Kontrolløren kontrollere os i nutiden, så gør hun det ud fra, hvordan det var. Endnu forstå hun ikke helt forskellen.
  2. Den 9 måneders: Engang rokkende, spastisk, forpint, forladt, men når hun har en kontakt i verden, så sprudler hun af livsglæde, sprogløs, frydefuld. Slipper den voksne hende – er hun forladt i frit fald tilbage til det sorte hul. Hun er en gave, for hun kan sprudle og juble midt i en dyb smertefuld proces. Bare hun ikke er forladt.
  3. Den gode tvilling. Skræmt bort, smidt ud af kroppen gennem “hullet i ryggen”.Fuld af angst og forladthed. Hun vil ikke leve i verden. Vil ikke sin onde tvilling. Hun er fyldt med sanser. Hun kan tegne og skrive gennem den voksnes hænder – næsten uden om kontrollørens kontrol. I dag er hun på vej til at åbne sig nysgerrigt – for verden måske er verden ikke ond? Måske er den onde tvilling ikke ond? Den gode tvilling fløj sin vej, når den onde tvilling kom og tog plads. For den gode tvilling er det bedre at dø end at gøre andre fortræd.
  1. Den onde tvilling: Gjorde, hvad de voksne forlangte: 4 år, 5 år, 6 år, 7 år, 8 år, 9 år gammel. Hun bringer andre børn til de voksne, så det ikke kun gør så forfærdeligt i hende selv. Som 9-årig kræver de voksne at hun gør de andre børn ondt. I rus af smerte og ekstase, gør hun, som de vil have.

I dag er den onde tvillings ansigt mere et menneskes – fremfor et dyrs eller monsters. Indre tilgivelse på vej!

 

Nutidens voksne – forsoner, forhandler og navigator

Traumeheling handler om skabe indre sammenhæng og om at integrere fortiden i en meningsfuld nutid. Det handler om at møde sig selv med medfølelse, tålmodighed og venlighed.

Den indre voksne: Den voksne forsøger at navigere. Give plads, rumme. Lade være med at lukke af og blokere, i stedet give plads og åbne op. Passere forbi og bevidne de onde ting, med alle fire ved sin side. Bevidne, berolige og trøste. Forstå og fortælle: at voksne kan manipulere et barn til at gøre onde ting. Et barn kan reagere ondt, ud af det onde som er hændt det – uden selv at være ond.

Disse dage – hvor “frakken knappes om os alle”. Dage med et miks af fryd og depression. Fryd over alle små livsglimt, sorg over tab og vrede, vrede, vrede. Dog er der ingen vrede imellem de fire indeni. Der er vrede mod de voksne, fra dengang.

 

Brudstykker – Oplevelsesglimt – Erindringsfragmenter:

Traumatiske erindringer kommer med stor styrke. De kommer snigende eller overvældende. Skyld og skam følger med.  Tit ophæver de forskellen mellem fortid og nutid.

… Når fortiden kommer med fuld styrke, viser det sig som en nutidig totalitet. Det man kalder ”Selvdestruktiv” adfærd kan ses som forsøg på at slippe sammenpresset traumeenergi ud. Men hvor kan den slippes hen?  Det er svært at finde ud af, når tankerne kredser om: ”Alt var jo min skyld.”

 

Fra fragmenter til helhed

Det at ”begynde at komme sig” tager tid.

I begyndelsen styrede jeg processen udefra – i kriser “hang” jeg over kroppen, og kunne forhindre (selv)destruktive handlinger. Men nu styrer den voksne processen, indefra kroppen. Den gør det ved at rumme ”tvillingerne og den 9 måneders” når erindringer, fornemmelser og voldsomme følelser “passerer” forbi. Den voksne bevidner barnets smerte og trøster, mens kroppen får lov at slippe energien fri.

Det, der driver mig til at møde alt det svære er, at ”vi” er begravet i det. Når det svære åbner sig, passeres og aflades for ”traumeenergien” så bliver der plads. Plads til det gode, der lå begravet og bundet i traumet. Følelsen af at være en tom ”skal”, afløses med tiden af indre rigdom. Jeg er i samme krop som ”vi”. Det kan være en  besværlig konstellation men til samtidig en mangfoldig rigdom.

 

Tomhed – indespærret – frosset

Helingsprocesser er, som ordet siger, processer.  Undervejs bevæger vi os frem og tilbage i tid og oplevelse. Det mærkes i krop, sind, tanker og følelser. Måske som en hvirvelvind af indre stemmer.

Lukket inde i smerte, opdænget vrede og grå følelser – afbrudt af tomhed, indre is og kulde. Fryser indeni. Stilstand – som en vind der blæser – men intet bevæger. Det banker på døren: Hun åbner, smiler og ler. Lukker døren – falder tilbage i grå stilstand.  Det er som at kunne “gå ind i en boks” og lukke alt andet ude. Selv bevidstheden om at være “gået ind i en boks”, kan lukkes ude.

Det tog år at skabe bevidsthed om dette at jeg “blev væk” og at jeg faktisk ikke opdagede, at jeg var “blevet væk”

Lærte med tiden at kigge efter advarselslampen: ” Jeg kan klare det hele, der er ingen grund til hensyn. Jeg har ingen problemer at slås med.”

Arbejdspres – ydre krav – samvær med andre – gode ting, men umærkeligt forsvinder jeg ind i boksen. Umærkeligt især for mig selv. Trang til at læne mig tilbage, i blødt mørke af intethed. Her i det bløde mørke, gør det intet om jeg dør.  Hvad end der sker, gør det intet. I det bløde mørke, er jeg væk.

Levet løgn: Dissociation er levet løgn.  Jeg står op hver morgen efter natlige virkelige mareridt. Går i skole – ALT er normalt! Hyper-normalitet.

Forbud og overskridelsen af forbud: Valgt til – inviteret.  Han er fravalgt, så hun kan deltage. Bagefter går hun i skoven, ned mod søen. Mærker intet. En stemme indeni forsikrer hende om, at hun ikke er på vej til søen for at drukne sig. Hun fortsætter. Stemmen forsikrer igen, så hun går videre. Vågner. Ser sig selv gå i skoven. På vej mod søen. Stopper. Jo! hun var på vej for at drukne sig.  Hun lover sig selv – aldrig at gøre sine sine børn ondt.  Børn lider når en mor dør, også ved en dårlig mors død.

Var valgt til, fordi hun havde fortalt om ham, så han blev fravalgt. Hun havde fortalt om ham, nu måtte hun drukne sig.

 

Risikoen ved ikke at mærke:

For at kunne komme sig, behøver vi måske ikke forstå os selv. Men vi må turde møde og mærke os selv. Lige så vigtige er modet til at sige stop, sætte behandlingstempoet ned og mærke egne grænser undervejs. 

Mange år senere hos en krisepsykolog, en dygtig psykolog. Psykologen vil hjælpe med jordforbindelse. Der er ingen advarselslamper. For “kontrolløren” mærker ikke noget. Hun gør blot, det som forventes af hende. “Alt er fint”. Ude på gaden kommer der en lastbil. Første indskydelse er, at skynde sig ud foran den. Men kontrolløren slap ikke sit tag. Derfor skete der, hellere ikke denne dag, noget med hende”.

”Det at skabe jordforbindelse – var alt for svært.  Pludselig kom alle de “indre”jo tilstede. Alt for meget smerte, alt for alt for…. Men der var ingen advarselslamper på forhånd. Kun en advarselslampe, nemlig at være alt, alt for samarbejdsvillig.”

 

Skyggeskikkelser

Lys og skygge er to sider af menneskers liv. Nøjagtigt som lidelse og lykke er det. I traumebearbejdningen skal de indre perspektiver undersøges. 

Skyggeskikkelser dukke op, står foran hoveddøren, Vrede strømmer mod hende. Igen har kontrolløren haft så travlt med at være perfekt, at alle andre blev smidt ud. I dagene forinden har hun været bange for, at noget stod i mørket udenfor vinduerne. Skyggeskikkelser kan ikke lide, at blive smidt ud, så bliver de vrede og hun bliver angst.

Den første hoppede ind i bækkenet og videre ind i kroppen. Dengang som en kyklop-lignende barneskikkelse. Som en brun og skrigende dukke. Senere et lille dyr, der gnavede hyggeligt i brystbenet og kiggede fornøjet ud. Så som en lille spæd barneskikkelse; mange gange holdt jeg om hende, når hun skrigende sad på mit skød, mens jeg skrev eksamensopgave. Senere kom hun helt frem med sine spasmer, sit uforståelige pludresprog. Jublede, når hun fik lov at styre kroppen helt, når hun fik plads – skabte masser af fryd og glæde. En lille 9 måneders, der elsker alt levende – alt er liv, alt skal leve og vokse, men hun vokser ikke. Bare frydefuldt glad, når den voksne rummer hende. Besværlige indre rigdom! To mennesker har gennem år haft direkte kontakt til den 9 måneders, den kontakt har forøget tilliden til mennesker.

 

Den voksnes efterord:

Vi/jeg bliver mere hele. Det sidste års arbejde med EMDR (Eye Movement Desensibilisation Reprocessing) har øget fornemmelsen af indre sammenhæng. Alt efter temaet i  EMDR-forløbet, har de forskellige delpersonligheder meldt deres ankomst i terapilokalet. Ofte er det derfor nødvendigt, at lade alle komme til orde. Alle skal kunne komme til orde, for at skabe rum og helhed. De forskellige “dele” har nu tillid til psykologen. Derfor kan psykologen tale, så alle lytter. Det er vigtigt, for kun når delpersonlighederne er fremme og i kontakt, kan de forandrer sig.

Jeg, den voksne af os, er blevet god til at rumme og lade passere, når fortiden dækker for nutiden. Det er muligt at rumme, holde om tvillingerne og den 9 måneders, imens fortid passerer forbi eller “spasmer” sig ud af kroppen. Kontrolløren vil gerne stoppe os, når det går for stærkt. Jeg forsøger derfor at lære hende: at den kontrol, der var så livsnødvendig dengang, behøver ikke længere behøver at være så stram og hård. Min fornemmelse er, at hun træder i baggrunden, uden dog at slippe overvågningen.

Tvillingerne er ikke længere helt så opdelt i”god og ond”. Den gode tvilling begynder at acceptere, at den onde tog den svære opgave. Den svære opgave det var, at adlyde groteske voksnes ordre. Adlyde det groteske, for at kunne overleve uden at blive totalt udslettet. Fra deres side lyder en protest mod ordet ”ego states”. De oplever det som et dødt ord for noget som er meget levende. Den 9 måneders og tvillingen er mere mig, end den voksne er!  For med kontrollørens hjælp har jeg en akademisk uddannelse, men den bygger på ”skræmt fra sans”.

I løbet af foråret og undervejs i min skriveproces,  da stoppede krigen mellem de forskellige sider. Så selvom jeg har svære dage, så er der meget ro inden i – især når “vi “skriver.

Der er et et stort behov for at leve og udtrykke os på en anden måde, end kontrollørens facon. En måde der, helt igennem, føles ægte. Jeg håber, at modet og evnen til at leve med afsæt i ægtheden kommer. Så gør det ikke så meget, om delpersonlighederne bliver fuldt samlet, hvis de ikke længere bekriger hinanden. For når de ikke gør det, bekriger hinanden, så er der (også) en indre rigdom af spontanitet, overraskelser og umedieret glæde.