Mange transkønnede udsættes desværre for massiv diskrimination. De psykiske konsekvenser er alvorlige og ligner dem vi kender fra PTSD. Til trods for det, anerkendes deres symptombillede ikke som PTSD. Det skyldes:  Kravet om en oplevelse af “exceptionelt svær belastning”. Dette er et problem for en bred vifte af udsatte minoritetsgrupper.  

Skribenten bag dette indlæg er Mathias Ibenforth. Han er en engageret psykologistuderende med noget vigtigt på hjertet.  God fornøjelse! 

Med Danmarks af-patologisering af transkønnethed står sundhedsvæsnet og samfundet med en række udfordringer i forbindelse med at forbedre mødet med transkønnede borgere. Én problematik, der ligger udenfor den umiddelbare diskussion om af-patologisering, udspringer af de diagnostiske kriterier for PTSD, da disse ikke er udformet med hensyn til minoriteter, der oplever nærmest konstant diskrimination.

Problematikken omhandler konkret ICD-10’s PTSD-diagnose og er relevant for langt de fleste socio-økonomisk udsatte minoritetsgrupper. I anledning af et review af nyere litteratur om transkønnedes oplevelser af diskrimination (bl.a. Reisner et al, 2016) og minority-stress theory (Testa & Hendricks, 2012) blev manglerne ved de nuværende diagnoser kun alt for tydelige. ICD-10’s kriterier for PTSD som diagnose er følgende præsenteret i forkortet udgave:

A) Oplevelse af en exceptionelt svær belastning (af katastrofelignende karakter).

B) Påtrængende erindringer og mareridt om traumet samt stort ubehag ved lignende situationer.

C) Undgåelse af lignende situationer og ting, der minder herom.

D) Nogen til komplet amnesi af oplevelsen samt vedvarende overfølsomhed eller alarmberedskab

E) Symptomerne optræder indenfor 6 måneder af traumet

Personer, der oplever diskrimination på nærmest dagligt basis, vil med afsæt i minority-stress theory opleve en vedvarende frygt for nye hændelser af direkte diskrimination og/eller vold fra omverdenen (Meyer, 1995). Denne konstante stressor øges af internaliseringen af negative selvopfattelser, der kan være med til at fratage den personlige mulighed for at omsætte diskriminationen til en resiliens-styrkende oplevelse.

Symptombilledet, der fremkommer af litteraturen om transkønnede i den vestlige verden, er i bemærkelsesværdig grad sammenligneligt med PTSD (Reisner et al, 2016). Imidlertid bliver det gjort umuligt at give en PTSD diagnose grundet kravet om exceptionaliteten af traumet samt den tidslige fastsættelse af den udløsende hændelse. Yderligere vil en normativ forståelse af traumer ofte stå i vejen for en korrekt henvisning i sundhedssystemet.

Da transkønnede (og minoriteter generelt) desværre ofte har lav socio-økonomisk status (Reisner et al, 2016), må det være op til samfundet og specifikt sundhedsfaglige autoriteter at tage PTSD’s diagnostiske kriterier op til revision eller alternativt sikre hjælp til ikke diagnosticerede mennesker såsom transkønnede. Kravene til exceptionaliteten af traumet samt symptomernes tidsbegrænsede ’mulighed’ for at optræde står i vejen for en muligvis livsnødvendig henvisning til behandlingspersoner, der netop kan varetage traumebehandling. Den givne suicidalitetsrate blandt transkønnede i den vestlige verden vidner om nødvendigheden af forbedrede behandlingstilbud såvel som præventivt arbejde (House et al, 2011). Hvis de diagnostiske kriterier står i vejen for at redde liv, er det næppe karakteren af patienternes traumer, der er noget galt med.

Indlægget er udformet før den definitive offentliggørelse af ICD-11 (2018), hvorfor den konkrete udformning af ICD-11’s kriterier til PTSD og Kompleks PTSD ikke er kendt. ICD-11 udkastet har dog i skrivende stund et krav for Kompleks PTSD om, at alle eksisterende diagnostiske kriterier for PTSD er blevet mødt på et tidspunkt i traumeforløbet, hvorfor indlæggets pointer stadigvæk findes relevante.

af Mathias Ibenforth

mathias

Mathias Ibenforth er psykologistuderende ved KU. Sideløbende arbejder han som underviser v. Institut for Psykologi og som psykoterapeut v. Lymia.

Kontakt: mathias@lymia.dk